Copenhagen,
26
Februar
2019
|
16:02
Europe/Amsterdam

Investeringer i fysiske rammer er en investering i medarbejderne

Når SAS Institute i 2020 flytter til nyt kontor på Havneholmen, er det med målsætningen om gladere og mere produktive medarbejdere. Der er tale om en tendens, hvor investeringer i kontormiljø prioriteres højt som værktøj til at rekruttere særligt de unge, fortæller CBRE.  

I 2020 vil millennials – generationen født mellem 1980 og 2000 – udgøre halvdelen af den globale arbejdsstyrke. Det viser en rapport fra erhvervsejendomsrådgiverne CBRE. Millennials’ indtog på arbejdsmarkedet stiller nye krav til virksomhederne. De unge efterspørger centralt placerede arbejdspladser og fleksible kontormiljøer med grønne rekreative områder.

Leverandør af analysesoftware SAS Institute er en af de virksomheder herhjemme, der forsøger at være på forkant med udviklingen. De har underskrevet en kontrakt på at flytte ind i kontorprojektet CPH Highline ved Havneholmen, som står klar i 2020. SAS Institute forlader en meget attraktiv placering på Strøget, men har ikke været i tvivl, idet medarbejdertrivslen har været udslagsgivende for beslutningen om at flytte.

”Vi skal både give vores nuværende medarbejdere de bedste betingelser og samtidig være i stand til at tiltrække medarbejdere med fysiske rammer, der understøtter moderne måder at arbejde på, en sund hverdag og kontinuerlig læring. Udover at være med til at sikre glade medarbejdere, bidrager et attraktivt kontormiljø til at sætte rammerne om et inspirerende samarbejde med vores kunder,” siger direktør i SAS Institute, Henrik Ernlund Pedersen.

Kontormiljø er et konkurrenceparameter

Et attraktivt kontormiljø er særlig vigtigt for virksomheder, som gerne vil tiltrække og fastholde unge talenter. En rapport fra erhvervsejendomsrådgiverne CBRE viser, at 78 procent af de unge millennials anser den fysiske arbejdsplads som vigtig, når de skal vælge job.

Det er særligt parametre som beliggenhed, let adgang til offentlig transport og gode rekreative faciliteter, de unge kigger efter. Og det kan mærkes i ejendomsbranchen:

”De fysiske arbejdsrammer er i dag en vigtig del af mange virksomheders branding- og rekrutteringsstrategi. Der er nemlig kommet en større bevidsthed omkring det fysiske arbejdsmiljøs indflydelse på medarbejdertrivsel og -produktivitet. Flere virksomheder efterspørger plads til fællesområder og fleksible kontorløsninger, der understøtter moderne arbejdsformer. Det er en udvikling, vi endnu kun har set begyndelsen af,” fortæller Katrine Erichsen, Director i afdelingen A&T Occupier hos CBRE, der har rådgivet SAS Institute i processen med at finde de helt rigtige lokaler.

 

For yderligere oplysninger:

Katrine Erichsen, Director i afdelingen A&T Occupier, CBRE A/ST: +45 3139 0669 E: katrine.erichsen@cbre.com