Copenhagen,
30
Januar
2018
|
16:17
Europe/Amsterdam

Danmark størst på det nordiske marked

Det danske marked for erhvervsejendomme er rødglødende. Nye tal fra CBRE viser, at med en andel på 38% står Danmark for størstedelen af den samlede transaktionsvolumen på 95 milliarder danske kroner der er investeret i de nordiske lande i fjerde kvartal 2017. Den øgede aktivitet i Danmark kan især tilskrives en fortsat stor interesse fra udenlandske investorer.

2017 tegner sig for at være rekordernes år, hvor Danmark i kraft af en samlet vækst på 43% står for næsten en tredjedel af den samlede transaktionsvolumen for hele året i Norden - kun overgået af Sverige med sine lidt over 100 milliarder danske kroner.

Nye tal viser, at det danske ejendomsmarked fortsætter med at slå rekorder. Med en transaktionsvolumen på 35 milliarder danske kroner i fjerde kvartal, der er det højeste registreret i ét kvartal nogensinde, tegner Danmark sig for størstedelen af den samlede nordiske transaktionsvolumen på 95 milliarder danske kroner i fjerde kvartal.

”Tallene for fjerde kvartal ligger i tråd med de tendenser, vi ser lige nu. At Danmark er det marked i Norden, der oplevede den største vækst i 2017, skyldes til dels et år, der har markeret sig ved flere selskabshandler, større porteføljetransaktioner samt en række handler på over 1 milliard danske kroner. Kombineret med en lav rente sætter det samlet set et stærkt aftryk på markedet”, siger Niels Cederholm, administrerende direktør, CBRE.

Stor interesse fra udenlandske investorer

Danmarks rekordomsætning i transaktioner kan i høj grad tilskrives udenlandske investorer, hvoraf størstedelen er fra Sverige. Svenskerne stod således bag næsten en fjerdedel af den samlede danske transaktionsvolumen i 2017, hvor knap halvdelen af investorerne generelt var fra udlandet. Den store interesse fra udlandet har også sat sit præg på afkastniveauet, som i fjerde kvartal ramte det laveste niveau i 20 år.

”Vi ser netop nu, at udlandet har øjnene skarpt rettet mod det danske marked. Samtidig ser vi historisk lave afkast på ejendomme med primær beliggenhed, hvorfor det generelt forbedrede lejemarked, samt investorernes vilje til at diversificere deres ejendomsportefølje, kan lægge et nedadgående pres på afkastniveauet for investeringer med sekundær beliggenhed”, siger Dragana Marina, Head of Research, CBRE.

CBRE forventer et stabilt afkastniveau i 2018, hvorimod en forventet stigning i den lange rente i løbet af dette år kan betyde et opadgående pres på det primære afkastniveau i 2019.

---

Download rapporten i kolonnen til højre. 

---

For yderligere oplysninger kontakt:

Dragana Marina, Head of Research hos CBRE på dragana.marina@cbre.com