Copenhagen,
30
August
2019
|
12:02
Europe/Amsterdam

NIELS CEDERHOLM TAKKER AF I CBRE

Efter mere end 15 års ansættelse har administrerende direktør Niels Cederholm valgt at stoppe i CBRE Danmark. COO Per Weinreich overtager jobbet som fungerende administrerende direktør.

Niels Cederholm har besluttet at stoppe i CBRE for at søge nye udfordringer. I første omgang overtager Per Weinreich posten som administrerende direktør. Per Weinreich har været i CBRE siden 2008, de seneste fire år som Chief Operating Officer.

”CBRE betyder rigtig meget for mig, og det har været helt afgørende for mig at forlade virksomheden på et tidspunkt, hvor CBRE er i rigtig god gænge. Vi har bygget et stærkt fundament for virksomhedens fremtidige vækst, og jeg er ganske overbevist om, at Per Weinreich og den øvrige ledelse vil fortsætte den positive udvikling i Danmark,” siger Niels Cederholm.

For Niels Cederholm er tidspunktet også det rette rent personligt, efter at have været ansat i CBRE i mange år, herunder de seneste ni år som administrerende direktør.

”Jeg har været i CBRE siden 2004, og det har været en fantastisk rejse at være en del af. Selv om jeg har været i ejendomsbranchen i efterhånden mange år, er jeg trods alt kun 46 år og føler, at det er tid til at søge nye udfordringer. Hvad det næste kapitel kommer til at indeholde, ved jeg endnu ikke,” siger Niels Cederholm.

COO Per Weinreich er glad for at kunne varetage jobbet som fungerende administrerende direktør og bistå med at sikre kontinuiteten i virksomhedens drift sammen med den øvrige ledelse.

”Jeg har arbejdet meget tæt sammen med Niels Cederholm i mange år, og hans afsked er selvsagt et betydeligt tab. Jeg er blevet opfordret til at varetage rollen som fungerende administrerende direktør, og jeg vil sammen med vores stærke organisation gøre alt for at sikre, at overgangen får mindst mulig betydning for kunder, partnere og medarbejdere,” siger Per Weinreich fra CBRE.

____

For yderligere oplysninger kontakt:

Per Alexandar Weinreich
Fungerende administrerende direktør og COO
per.weinreich@cbre.com
+45 3162 5015

___

Om CBRE
CBRE er verdens største erhvervsejendomsrådgiver, men vi er også en af verdens mest lokale. På verdensplan er vi f.eks. repræsenteret med mere end 500 kontorer, mens vi i Danmark har kontorer i København og Aarhus. CBRE yder professionel rådgivning inden for salg, køb, udlejning, vurdering, rådgivning og administration. CBRE Danmark A/S hører under CBRE Group Inc., og virksomheden er noteret på NY Stock Exchange.