Copenhagen,
19
September
2018
|
10:35
Europe/Amsterdam

CBRE overtager Sehested Group

Erhvervsejendomsmægleren CBRE overtager 1. november aktiviteterne i selskabet Sehested Group, og Sehesteds to prominente profiler følger med.

Sehested Group har gennem længere tid været på udkig efter en international partner, fordi opgaverne i branchen for investeringsejendomme bliver stadigt mere internationale samt større og komplekse. Løsningen er nu fundet, da CBRE med virkning fra den 1. november 2018 overtager aktiviteterne i Sehested Group.

I CBRE ser man frem til at styrke den i forvejen solide position inden for investeringsejendomme, lyder det fra CBRE’s administrerende direktør, Niels Cederholm.

”Capital markets er et af vores væsentligste forretningsområder. Med overtagelsen af Sehested Groups opgaver, erfaring og ekspertise kan vi styrke og udvikle vores position inden for investeringsejendomme og yderligere sætte skub i vores vækstambitioner,” siger Niels Cederholm fra CBRE.

Som en del af aftalen flytter tre af Sehesteds medarbejdere med over i CBRE. Det gælder blandt andet bestyrelsesformand og største aktionær, Michael Sehested, samt den administrerende direktør og partner Anette Grotum. De to bliver en del af CBRE’s Capital Markets-afdeling i København, der fortsætter med Executive Director Mikael Glud som afdelingsleder.

Markedet kræver flere kræfter

For Michael Sehested er det et naturligt skridt at blive en del af CBRE og at tage Sehested Groups kunder og igangværende sager med over til CBRE og løfte løsningerne til et nyt niveau.

”Ejendomssager kræver i dag et stort maskinrum, fordi de er større og mere komplekse. Samtidig kræver det en vis størrelse og en bred palette af ydelser for overhovedet at komme i dialog med de store aktører på markedet. Set i det lys giver det perfekt mening for os at blive en del af CBRE, som vi har kendt gennem længere tid, og som vi deler værdier og holdningsramme med,” siger Michael Sehested.

I CBRE forudser Niels Cederholm, at en række markante ejendomme vil blive sat til salg de kommende år, blandt andet fordi en stigende andel af det danske marked for investeringsejendomme i dag er på udenlandske hænder. Dermed ligger der store opgaver og venter for erhvervsmæglere som CBRE.

”Vi begynder at se konsekvensen af de internationale investorers massive indtog i specielt København. Vi vil opleve, at udenlandske investorer, der helt planmæssigt opererer med en begrænset investeringshorisont på 5-10 år, i højere grad begynder at frasælge ejendomme over de næste år. I CBRE føler vi os nu endnu bedre rustet til at rådgive vores kunder i dette marked,” siger Niels Cederholm, administrerende direktør i CBRE.

Michael Sehested og Anette Grotum bliver ansat som henholdsvis Executive Director og Senior Director i CBRE fra 1. november 2018.

__  __  __  __  __  __  __  __
 

For yderligere oplysninger:

NIELS CEDERHOLM
Adm. direktør, advokat, CBRE
Tlf. 4042 5990
niels.cederholm@cbre.com 

MICHAEL SEHESTED
Bestyrelsesformand, Sehested Group
Tlf. 4011 9999
ms@sehested.eu

Om CBRE

CBRE er verdens største erhvervsejendomsrådgiver, men vi er også en af verdens mest lokale. På verdensplan er vi f.eks. repræsenteret med mere end 500 kontorer, mens vi i Danmark har kontorer i København og Aarhus. CBRE yder professionel rådgivning inden for salg, køb, udlejning, vurdering, rådgivning og administration. CBRE A/S hører under CBRE Group Inc., der er noteret på NY Stock Exchange.